Aftentanker: Vov dig ud – og bliv taget imod

Det er lørdag aften. Jeg er hjemme, glad og rolig efter en dag med løb, arbejde, sol og strandtur, grill og nu lidt tanker om det hele. Hvor er alting gået utrolig stærkt de sidste 5 uger. 5 uger!! Min tid på Bornholm føles som det tidobbelte – på den gode måde. Mine tanker flyder tilbage…

At rive sit liv op med rode – flytte til Bornholm og starte egen virksomhed – igangsatte nemlig nogle temmelig frygtindgydende tanker, dengang ideen blot stod skrevet på papiret med drømme-jeg-engang-skal-gøre-noget-ved. Det var i januar 2016, hvor jeg brugte meget tid på at tænke over, hvad der mon var min vej – eller min næste vej – for jeg kunne mærke, noget skulle ske. At eventyr pressede sig på.

 

At vove er at miste fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste sig selv, skrev ham Søren. Men alligevel. At sige et fast job op for at se, om jeg kunne leve af ‘min egen butik’. At flytte væk fra venner, familie og ud på en ø i Østersøen, der fysisk er tættere på Rusland end Aarhus – og sige min dejlige lejlighed op…

Til en fest mødte jeg så en fyr, der hedder Klaus. Og ham fortalte jeg stolpe op og stolpe ned om mine drømme. Og jeg sluttede af med et retorisk men usikkert “hvad er det værste, der kan ske?”… Han sendte spørgsmålet retur til mig og jeg svarede, at det var, at jeg måtte gå på dagpenge og flytte hjem i min mors spisestue. Og så sagde han det, der for alvor satte gang i min proces: “Nej Louise. Det værste er da, hvis der ikke sker noget, nu hvor du har så mange, store, konkrete drømme”. Der faldt tiøren.

Drømmen om Bornholm begyndte virkelig at gro på mig. Jeg havde meget konkrete drømme om duften af græs, om kajakture langs klippekysterne, om ikke at have en over- eller underbo, om at købe ind der, hvor kartoflerne er vokset og æggene lagt. Om at slippe væk fra massiv støj og trafik. Om at mærke mig selv.

Så en dag skrev Mette til mig. Mette er min tidligere romakker, som med sit livs kærlighed, baby på vej og ø-drømme havde rykket teltpælene op og var flyttet til Bornholm med bornholmske Kjartan, og hun satte hårdt ind:

“Kom og bo i vores kælder, vi har have og baby, og Kjartan er virkelig god til at lave mad, og I kan drikke vin, og vi kan ro, og og og…,” skrev hun. Eller også var det det, jeg ville høre.

Sidst i marts gjorde jeg det så. Kastede mig ud i det. Sagde “tak men farvel og på gensyn”. Pakkede ned, koordinerede en logistisk matrix af dimensioner – og forsøgte samtidig at rumme det hele mentalt.

I april var det hold-vejret-måned – og her havde jeg en del bange anelser. Om ensomhed. Om arbejdsløshed. Om savn. Om kedsomhed. Om at være fanget på en ø med folk, der hverken siger mig noget – eller vigtigere – gider sige noget til mig. For kan man klare sig alene uden relationer eller uden netværk? Og hvordan kommer man ‘ind på’ bornholmerne? Bekymringerne var mange. Især om natten.

Nu har jeg været her halvanden måned. Og jeg må sande, at alle mine fordomme i dén grad er gjort til skamme. Jeg har simpelthen ikke mødt andet end overvældende imødekommenhed, interesser og uforbeholdne tilbud om hjælp fra mennesker, jeg har mødt en enkelt gang, i fem minutter eller over mail. Nye veninder, venligst udlånt af gode, gamle veninder tilbage i København, der inviterer en med til middag, holder snor i, at man hverken er uønsket alene eller keder sig – og nye mennesker, der efter en god snak over en øl inviterer en med til deres fødselsdag eller henviser en til andre af deres venner, som ‘er lige noget for dig’. Og lige så imødekommende er de, bornholmerne, når det gælder forretningsforbindelser, potentielle kunder eller forbindelser.

Jeg er mildt sagt imponeret over, hvor dygtig ‘UDKANTSDANMARK’, i mit tilfælde Bornholm, er til at tage imod tilflyttere som jeg, Og det tager jeg sgu hatten af for. I køen i Netto, på cafeen på torvet, på vandreturen i Almindingen spørger flere håndfulde om, hvem du er, hvor du er fra, hvad du har brug for hjælp til. Ja da! På den ene side kan man selvfølgelig argumentere for, at de bare gerne vil have, at man bliver. Men jeg tror nu også det handler om noget andet. Om ordentlighed. Om imødekommenhed. Om at tage imod og lukke ind i fællesskabet. Om at se menneskers kvaliteter. Og det, synes jeg, er en meget fin kvalitet.

Jeg har mødt de skønneste mennesker på Folkemødesekretariatet, jeg har mødt de dejligste kvinder i Snogebæk/Svaneke (I ved, hvem I er), og jeg har fået virkelig meget professionel hjælp af gode folk, som kender øen ud og ind og gladeligt deler ud af deres netværk. TAK til jer alle, Justine, Mette, Vicky, Ea, Anne, Geira, Ditte, PellBoy, Julie, Mette K, Harry & Kjartan. Karma har jeres ryg, lover jeg jer.

Jeg kan ikke huske, jeg har følt mig så stærk, fri, rolig og modig. Det er ikke sidste gang, jeg vover mig ud, hvor jeg er i tvivl om, om der overhovedet er et hav at bunde eller finde fodfæste i. For det fantastiske er, at man ofte ikke har fantasi til at forestille sig, hvor fantastiske ting og sager store forandringer kan føre med sig.

Sov godt, gode mennesker.


 

© Passion Kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg
T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

© passion.kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg | T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

Passion Kommunikation anvender cookies for at gøre din oplevelse på siden rigtig god. Læs vores cookies politik her