Julekort fra øen i søen

borholm oen i soen

Tak fordi I er min resiliens i det bornholmske vintermørke

I disse SKAM-tider indleder jeg naturligvis dette bogindlæg med en chatbesked fra en loge-netværks-ven, der liiige skulle høre, om jeg stadig lever derude på den rå, kolde klippeø, når hun nu sad og varmede sig trygt og godt i Virum.
Hun spurgte således:

”Du Louise – hvordan er det egentlig at bo på Bornholm? Især om vinteren. Er der nogen mennesker, man kan være sammen med, hvis man bare er sig selv? Hvad laver du i weekenderne og om aftenen? Er man ved at gå til af kedsomhed, eller er det ok, eller ligefrem godt?”

Det korte svar er mørkt og koldt, ensomt og øde.

Og det ville passe pessimisterne, der advarede mig om at flytte til Bornholm med anekdoter om sne-kaos og pensionist-overload, godt. Og de indfødte, der lidt skadefro godter sig, mens de som reaktion på min glæde over at være landet herude på øen i søen tilføjer et verbalt (eller nonverbalt) ’jaja, vi snakkes ved, når du har overlevet en vinter’ – endnu bedre.

Den bornholmske vinter har som bekendt mange, smarte københavnere på samvittigheden. Nuvel. Men førnævnte svar ville være et svar, der langt fra reflekterer virkeligheden – i hvert tilfælde min.

For jeg har strikket mig en kappe af resiliens. Yes! Tidens kommunale buzzword, der er et fint ord for at være modstandsdygtig – ja, måske oven i købet komme styrket ud af krisen. Læs selv.

Og den resiliens er groet af gode, gammeldags dyder som venskab, samvær, samtaler, gåture, hygge og kulturoplevelser. Sport, højt til himlen og det hysterisk komiske i at komme til at gå ind i en sort bil, der, parkeret foran Christianshøjkroen midt i Almindingen, efter aftenmørkets frembrud var aldeles usynlig.

For her er virkelig mørkt (læs: sort, red.) uden for byerne, tomt i gaderne og markant mindre kul på end i højsæsonen. Men er det ikke det samme i København? Jeg mener: I drikker vel ikke rosé på torve og pladser NU, vel? I går vel til koncert, hygger jer inde med venner og gløgg og træner og går på arbejde, ik? Det gør vi nemlig.

Og faktisk sker der mange dejlige ting på Bornholm om vinteren. Oplevelser funderet i skønne, kloge, kreative, varme mennesker, som gemmer sig lige dér – inde i lyset i vinduerne. Du skal bare banke på. Så bliver du lukket ind – eller de kommer ud og leger.

 

4. søndag i advent så således ud for mit vedkommende:
Formiddag: Spiste morgenmad med klog, skøn veninde i hendes hus med havudsigt og dejlige børn i dyner som smukke omgivelser – og en god snak om det, det hele handler om.

Middag: Gik en lang tur i skoven med en anden klog, skøn veninde og hendes hund, farede vild uden anelse om retning og uden mobil i lommen (lettere panik hos undertegnede, red.) og spiste derefter en skøn 4 retters frokost på Christianshøjkroen, der om søndagen leger gourmet-a-la-tøm-køleskabet. Smagte fantastisk.

På vej hjem: Ringede til en tredje skøn, klog veninde og fik detaljerne på plads omkring nytårsaften – om 6 flasker bobler er nok til velkomstdrink til 10 mennesker, om der nu er sovepladser til alle og om hvad vi skal lave til morgenmad til hele rosset dagen efter.

Hjemme igen: Her lå en spontan juleinvitation til middag og god jule-hygge, inden jeg drager mod fastland og familie – med endnu en skøn, klog veninde, mand og baby.

Jeg er ikke så bange for det bornholmske vintermørke længere. For de utrolig mange varme mennesker herovre er min kappe af resiliens mod mørke og kulde. De gør mig modstandsdygtig mod det angstanfald, de mørke vidder og tomme, mørke gader ellers kunne fremprovokere. Og det er jeg utrolig taknemmelig for.


Og sneen kan bare komme an. Lige som 2017.

Glædelig jul til alle I skønne mennesker i mit liv – både her på Bornholm og ovre. Vi ses lige om lidt.
Kærligst Louise 

© Passion Kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg
T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

© passion.kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg | T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

Passion Kommunikation anvender cookies for at gøre din oplevelse på siden rigtig god. Læs vores cookies politik her