Kvickly reddede mig fra vintermørket

blog reddet fra vintermoerket

Jeg blev advaret. Både af mine fraflyttede bornholmske venner i København, der allerede under planlægningen af min flytning til klippeøen ved enhver given lejlighed talte stolpe op og stolpe ned om den bornholmske vinter. Om hvordan den har mange drømmende ’tjøwenhaunere’ på samvittigheden, og om hvordan man kunne risikere at blive kvalt i sne.

Også bornholmerne, som jeg har mødt efter at være flyttet hertil, har advaret mig. Nogen, især de RIGTIGE bornholmere, med et glimt i øjet og bedrevidende mine. Tilflyttere med mere alvorlige, bekymrede blikke. Her er MEGET stille og mørkt om vinteren, sagde sidstnævnte i kor. Jeg svarede noget a la ’ja, ja, men det var jo også derfor, jeg flyttede herover’ eller ’slap af, vinteren er jo også dødssyg i København’ eller ’jamen, jeg elsker mørke og hygge med stearinlys’ eller ’jamen, jeg skal have skrevet to bøger, så det passer perfekt’. Og så så de endnu mere bekymrede ud.

Ved nytårsfesten i Snogebæk var jeg stadig voldsom kæk. Det havde været et på alle måder travlt 2016, og november og december havde budt på masser af hyggestunder, fester og gåture, så HVAD var problemet egentlig, hørte jeg mig selv udbryde ved flere lejligheder. Det viste sig snart, hvad problemet var. Og det var ikke sne og frost...

 

Hallo… er der nogen?

Mørket og stilheden denne vinter har virkelig ramt mig hårdt. Og inden jeg væltes af et kor af ’kalder du det her en vinter’ eller ’så skulle du have set vinteren i 2010’, så ved jeg godt, at denne vinter for mange af jer garvede bornholmere blot var en almindelig vinter. Men for mig har januar og februar mildt sagt været to lange, massive, mørke udfordringer.

Det er ikke fordi, vinteren i København ikke også var lang og mørk – men der var så trods alt som regel en bar eller et storcenter eller en familie, man kunne søge ly i eller hos. Herovre er det helt ekstremt, så mørkt og stille her bliver. Det er som om I alle – hele øen – går ned i gear. Bliver inden døre. Går i hi. Rejser væk. Sover igennem. Forsvinder. Jeg burde klart have taget advarslerne mere alvorligt.

Men. Jeg har forsøgt at klare mig bedst muligt. Godt med arbejde. Godt med søvn. Godt med sommerplanlægning. Et par spontane skiferier og en del københavnerture. Altid planer om søndagen. For når man arbejder alene og ikke har familie lige i nærheden at være sammen med, så kan sådan en søndag, hvor alle ens nye venner laver noget andet, blive utrolig lang at komme igennem.

I den forbindelse bør jeg vel rette en stor tak til Kvickly i Rønne. For på de dage, hvor jeg vandrede rundt i byen og ved stranden og følte det som om, jeg var med i en af de der film, hvor hovedpersonen vågner op og ikke ved, om i dag i virkeligheden er i går – eller i morgen – eller om man er alene i verden…

Lige dér gik jeg ret tit i Kvickly for at købe noget. Et eller andet. Tit hårbalsam. Der er oplyst, rart personale og måske andre kunder – dvs. vidner på liv. Og det var tiltrængt af og til.

 

Man kan ikke gå i Kvickly hver dag
Men den model holder ikke hver dag. Dels fordi man skal forestille at have et liv, dels fordi at så meget hårbalsam har ingen i verden brug for.

Derfor har jeg forsøgt at rumme at være i det massive januarmørke. At gøre det, jeg kom for. Rumme stilheden, mærke mig selv, gå alene rundt i naturen, mærke hvor jeg gerne vil hen som menneske og i min virksomhed, tænke tanker til ende. Den slags moderne halløj.

Og det er gået overraskende godt. Faktisk så godt, at jeg på de bedste dage tænkte, at Bornholm burde markedsføre sin vinter på lige præcis dét: Et mørke så tæt, at du kan mærke dit ægte ’selv’. I disse stilhedsrefugie-yogaretreat-tider ville det da blive et hit.

Sjovt nok lå hemmeligheden i at overleve den bornholmske vinter-mørke-udfordring deri for mig. I overgivelsen til det. Mørket og stilheden. I at finde fred i årstidens gang og den – for mig – angstprovokerende langsommelighed, vintermørket trækker ned over øen. I at rumme oplevelsen af overgivelse i stedet for at gå ned på, at vinteren ikke er som sommeren. Finde glæde i kontrasten.

 

Endelig fucking forår

Du er så velkommen, kære forår. Hos alle. Jeg mærker det meget stærkt herovre, hvor stor en kraft der ligger i lysets komme. Meldinger i medierne om nye butikker og initiativer. Opslag på Facebook om cafeers sæsonåbninger, der deles og likes i ét væk. En kollektiv glad stemning over vinterens ende, en parathed til sommervirakkens komme – og en taknemmelighed for kontrasten på samme tid.

En kollektiv energi, der ulmer og langsomt stiger dag for dag. En forventningens glæde om den fantastiske sommer, som vi ved venter på verdens dejligste ø, vores ø. Svømmeture i havet tidligt og sent, lune nætter og en kold flaske hvidvin med en ven på en havnekaj, lange cykelture og madpakke i grøftekanten, spontane fællesgrillfester og musik på Hullehavn. Alt dét, der gør en god sommer. Lige om lidt, venner. Lige om lidt.

Tak for denne gang, mørke vinter. Det står 1-0 til mig!

Vi ses næste år til endnu en mørkematch – hvis jeg altså ikke er nødt til at tage en måned til Caribien på en meget, meget vigtig researchopgave.

 

Klummen er bragt i 'Din Ø' som udgives af Bornholms Tidende i april 2017.

© Passion Kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg
T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

© passion.kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg | T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

Passion Kommunikation anvender cookies for at gøre din oplevelse på siden rigtig god. Læs vores cookies politik her