Om at finde hjem i Udkantsdanmark

Det lå langt fra i kortene, at jeg skulle forlade hovedstaden og rykke teltpælene til Bornholm, da jeg for syv år siden skrev journalistisk hovedopgave på og om klippeøen. Men efter knap tyve år i København og fem i fast job i en stor virksomhed med tryk på, skulle der ske noget. Noget helt andet. Noget langsomt, noget roligt, noget med mere natur og himmel og mig i balance. Derfor sagde jeg job og lejlighed op, flyttede til Bornholm og startede mit eget firma. Et spring jeg ikke har fortrudt et sekund. Ikke ét.

Men.

Nu lever jeg så det ud, som jeg forsøgte at portrættere i min hovedopgave dengang. Det der med at bo og leve et sted, hvor andet end egen vilje og handlinger påvirker ens hverdag. Og det er både fascinerende og angstprovokerende at opleve – måske især fordi, man får blik på, hvor isoleret eller skånet man har levet tidligere. I hvert tilfælde bundfælder forskellene sig i én – og man møder dem alle vegne.

For at bo på Bornholm er ikke bare solskin, is og sommerferie – keramik, folkemøde og fødevarer. Det er også hverdag. Om end en dejlig hverdag, så også en hverdag fuld af banale oplevelser, der virkelig har udfordret mig som bymenneske.

Da jeg boede i København, havde jeg et stort savn efter natur. Altså ikke et træ, en park eller et havnebad men bakkede marker så langt øjet rækker, store skove at fare vild i, øde strande at løbe eller slappe af på, vidder der tillader blikket at vandre og dvæle ved den smukke horisont.

Og nuvel, det har jeg fået her på Bornholm. Men jeg har så også fået naturkræfterne at føle. For her ude på øen i søen bestemmer naturkræfterne – som når stormen som i sidste uge (starten af oktober, red.) rasede noget så vederstyggeligt. Ja, bornholmerne kaldte det nærmest blot en brise – de har sjovt nok altid set MEGET værre vejr. Men for en fastlandsfrisk københavner som jeg var det en ret klaustrofobisk og angstprovokerende oplevelse, at færgen indstillede sejladsen og folk kastede op ombord på flyene – og jeg var ikke engang om bord eller havde rejseplaner. Men bare TANKEN om, at min frie vilje var sat – okay moderat – ud af spil… Det var virkelig mærkeligt.

Jeg havde en tidlig morgenvagt på TV2 Bornholm på den værste orkandag, og jeg var temmelig nervøs for, om min lille bil, en meget let UP, ville blive på vejen, hvis jeg bare moderat løsnede op for mit forkrampede greb om rattet. Jeg fik pludselig følelsen af, at jeg har boet i læ altid. Som om, at den spejderleder, der engang kaldte mig for en café latte-spejder, måske havde ret.

Men man lærer at begå sig. Som for eksempel når jeg skal på en af de føromtalte morgenvagter og derfor klokken 05.20 nu kronisk er iført pandelygte, når jeg forlader mit hus. Ellers har jeg så godt som ingen chance for at få nøglen ind i låsen på hoveddøren. For selvom jeg bor i Rønne, altså den største by, hvis nogen skulle være i tvivl, så er der ingen gadelys, hvor jeg bor. Det betyder, at der seriøst er SORT om natten. Det er ret vildt. Man kan jo snuble over ting på gaden og komme til skade og hvad ved jeg. Så pandelygte it is.

Og så er der det med støj og trafik- og nabolarm. Jeg har i over ti år af min tid i København boet på Danmarks mest trafikerede gade og registrerede ikke, når den københavnske myldretidstrafik (en massiv strøm af lastbiler, busser, biler i timevis) væltede forbi mine vinduer og fik porcelænet til at klirre på sofabordet og vinduerne til at smudse til på en eftermiddag.

Efter jeg er flyttet herover, vågner jeg nogle gange om natten af, hvad jeg vil betegne som en forfærdelig larm – og her er vi så nede i skalaen ’bil kører over våde brosten’ eller ’menneske går forbi mit hus’. I København boede jeg i en lejlighed, der var så lydt og dårligt isoleret, at jeg seriøst kunne høre alt (og jeg mener alt!), hvad min overbo foretog sig, blandt andet i sit soveværelse… Faktisk bad hun mig engang om ikke at høre radio om morgenen, fordi det vækkede hende. I dag ved jeg, at jeg har to naboer, fordi jeg har banket på og hilst på dem. Men jeg har aldrig hørt et pip fra dem eller set dem hverken før eller siden.

Og så er der dyrene.

Jeg har altid proklameret som københavner, der var træt af hundelorte på fortove og gøende hunde i snor foran Netto, at dyr og by ikke hører sammen, og at de stakler burde blive ude i naturen, så jeg kunne få fred på asfalten…

Og nu er jeg så flyttet ud på dyrenes enemærker. Og hold nu op, hvor er de massivt bevidste om, at de var her først. Vi taler hele hold af kaniner, der galoperer frejdigt afsted i flok ud over markerne eller holder fest på parkeringspladsen, når jeg igen rammer TV2 alt, alt for tidligt. Og de stikker ikke af, når jeg kommer trillende men rykker sig måske lidt. Jeg skal ikke tro, jeg er noget, forstås.

En dag landede der en måge på størrelse med en gravhund på mit havebord, hvor den arrogant og ubekymret snuppede en nygrillet pølse fra den tændte grill – og jeg turde seriøst ikke vifte den væk, for dens næb var større end min hånd. En anden dag fandt jeg et dødt dyr i min gårdhave, men jeg kunne ikke helt se, hvad der var for et dyr, for nogen havde hygget sig med ådslet – og jeg var seriøst lidt i panik over, hvad man så gør. Om man bare smider døde dyr ud i skraldespanden eller om man skal køre det døde dyr ud til BOFA og affaldssortere det – og hvis ja til sidstnævnte, så under hvilken affaldsfraktion? Jeg endte med spade og gummihandsker og en separat affaldssæk.

Heldigvis er der nogle temmelig fantastiske mennesker herovre. Da jeg flyttede herover kendte jeg én, en tidligere kollega, og så min veninde og hendes kæreste, som jeg startede med at bo hos. Og det var egentlig min største bekymring, inden jeg flyttede – om man ville blive lukket ind socialt.

For mig har det dog været noget af en hjertelig oplevelse at flytte herover. Alle er interesseret i, hvem du er og hvad din historie er. Mange er meget gavmilde med at dele deres netværk og utrolig gode til at tage en med til alt fra kunstarrangementer og fødselsdage hos folk, du slet ikke kender. Og så er der sådan en lokal ånd af, at her hjælper vi hinanden.

Selvfølgelig er her en masse mennesker, der passer sig selv og deres liv – men generelt oplever jeg virkelig en stor imødekommenhed og udadvendthed som sprit ny tilflytter. Også fra de ’rigtige’ bornholmere selvom dem, jeg har kontakt til, måske liiige har skulle se mig lidt mere an end andre tilflyttere. Så det der med, at begrebet Udkantsdanmark er stigmatiserende – en nedladende og negativ retorisk spiral… Ikke for mig – og måske ikke mere. Jeg har i hvert tilfælde den største respekt for de folk og det samfund, jeg har mødt herude og stadig forsøger at blive en del af, og jeg tolker nærmere ’ud’ som ’fri’ og ’kant’ som ’hjem’. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste.

Om skribenten:
Louise Skøtt Gadeberg er uddannet journalist og bachelor i dansk og sociologi og driver den landsdækkende medievirksomhed Passion Kommunikation fra Bornholm, hvor hun flyttede til i maj 2016. På bloggen Home Sweet Bornholm deler hun oplevelser og tanker om, hvordan det er at forlade hovedstaden og flytte ud på klippekanten af Danmark. Læs mere på www.passionkommunikation.dk

 

© Passion Kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg
T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

© passion.kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg | T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

Passion Kommunikation anvender cookies for at gøre din oplevelse på siden rigtig god. Læs vores cookies politik her