Sshhh!! Vær lige stille, så I kan høre mig larme…

Blogindlæg fra magasinet Bedre Hjem, skrevet i marts 2016, bragt i juli 2016, af Louise Skøtt Gadeberg.


Jeg er en meget støjende person, vil de fleste nok sige... Man er fx sjældent i tvivl om, om jeg er til stede på arbejdet her i Bolius. Jeg taler ofte højt – måske fordi jeg er halvdøv – har let til både skraldlatter og skideballer, kan utrolig mange sjove anekdoter og har en mening om det meste, hvilket jeg gerne beriger andre med.

Samtidig med jeg larmer, er jeg så også verdens mest støj-sensitive menneske (for det hedder jo ikke sart, der er negativt ladet…). Eller det er jeg i hvert tilfælde blevet mere opmærksom på, efter jeg er flyttet fra et sandt trafikstøjhelvede til en rolig men utrolig lydt lejlighed. For 3 år siden boede jeg på Webersgade i København. Lokalkendte vil vide, at trafikken i den lille gade er tæt, aggressiv og massivt støjende. Der boede jeg så i en høj stuelejlighed i 14 år (don’t ask!) og levede i et støjhelvede, som jeg naturligvis aldrig vænnede mig til.

Til gengæld har jeg ikke tal på, hvor mange gange, jeg har kigget på klirrende glas på sofabordet eller gyngende lamper i loftet, når en lastbil igen tonsede forbi mine vinduer. Eller hvor mange gange jeg er vågnet om natten, når fulde folk har skændtes på gaden eller forbikørende taxaer har presset hornet i bund, for ikke at ramme de fulde folk.

En dag fik jeg pludselig mulighed for at flytte til Hellerup. Til en lejlighed, hvor man kan se himlen, kigge så langt man vil og solbade i sin egen seng for åbne vinduer om sommeren. Og havet – havet er lige for enden af vejen, og alle haver i Hellerup er meget velholdte og meget smukke at kigge ned på. ”Jeg er kommet i lejligheds-himlen”, tænkte jeg euforisk første gang, jeg var der, og sagde hurtigt JA TAK og flyttede ind kort efter. Alt var fantastisk. Roen. Himlen. Havet. Fuglekvidr. Græs. Kirsebærtræer. Jeg har ikke ord for, hvor lykkelig jeg var (og er) for at bo der, selvom jeg stadig ikke helt tør tænke på, hvad sådanne støjende og forurenende 14 år har haft af helbredsmæssig betydning for mig.

Men træerne vokser ikke ind i himlen, når man er så sart som mig. For i min nye lejlighed er der så stille, at man kan høre alt (og jeg mener ALT!), hvad der foregår i de andre lejligheder, især min overbo og jeg imellem. Og på et tidspunkt nåede vi at blive irriteret på hinanden i en grad, så sms’er og klager ikke fik os nogen vegne.

Så jeg gik op og inviterede mig selv på te og blev heldigvis taget meget venligt imod. Julie og jeg tog så en snak, lærte hinanden lidt at kende, talte om behov for ro – og behov for fest, hvordan vi gerne ville kommunikere fremover – og ret hurtigt kom vi frem til, hvad det præcis var for nogle ting, der generede os hver især.

Så nu hører jeg ikke høj musik i køkkenet om morgenen – og Julie går stille og uden sko efter 22.00. Hvor svært kan det være? Ja, vi kan stadig høre hinanden. Men hvor jeg før blev irriteret, føles overboens tilstedeværelse nu som en tryghed. Vi holder øje med hinandens lejligheder, låner småting af hinanden og jeg har netop fået denne sms fra hende: ”Fedt, du holder påskefrokost, Louise. Giv den bare gas – jeg sover et andet sted, så I kan give snapsen frit løb. Og tak for super god varsel”.

© Passion Kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg
T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

© passion.kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg | T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

Passion Kommunikation anvender cookies for at gøre din oplevelse på siden rigtig god. Læs vores cookies politik her