Toårs Ø-jubilæumsskrift

blog bornholm to aar

 ‘Nisser’ flytter også til Bornholm

I disse dage er det to år siden, jeg trak teltpælene i København op for at flytte til Bornholm, helt præcis 1. Maj 2016. Det er mærkeligt at tænke på, at jeg for kun to år siden gik og pakkede flyttekasser i en lejlighed på tredje sal i Hellerup og havde mine sidste dage i Bolius i Realdania.

Det er endnu mere mærkeligt at tænke på, hvor mange venner, oplevelser, kunder, opgaver, livslektier og perspektiver, jeg nu efter to år har på sjælen og i hjertet. Flytteprocessen herover virker meget langt væk. Måske fordi springet har betydet et så markant anderledes liv for mig her på Bornholm. Måske fordi hverdagen og livet her på ’øen i søen’ er lige så vidunderligt banalt, som livet i København var. Både og, tror jeg.

 


Blev det så, mit liv herovre på Bornholm, som jeg havde håbet og drømt om?

 

Det korte svar er ja. Ellers var jeg for længst flyttet tilbage. Det nuancerede svar er nærmere et ‘ja, og’. Ja, fordi det at ændre sit liv og sin hverdag så markant, fascinerende nok betyder helt nye muligheder. Helt nye vidder at drømme i, nye perspektiver på en selv og mulighed for refleksion og udvikling. Og, fordi livet sjovt nok og heldigvis er lige så skønt, skørt, udfordrende, hårdt og – for mit vedkommende - dramatisk, som det altid har været og nok altid vil være.

Mange har spurgt mig, om det ikke bare er helt fantastisk at have taget det spring, som jeg har. Og jo, det er det. Men det er også en vigtig del af fortællingen at understrege, at de ‘nisser’, man dealer med i sit liv – de flytter også til Bornholm. Jeg har hundrede gange hørt mig selv begrunde mit ryk til Bornholm som værende en søgen efter ro og et mere simpelt liv med færre bolde i luften. Men det er netop en af de nisser, der i den grad er flyttet med mig til Bornholm.

Hvad havde jeg også lige regnet med, når jeg vælger at flytte ud af byen og ind, hvor jeg ingen kender og der så vælger at starte virksomhed. Det har bl.a. betydet en hjernerystelse i efteråret, der ifølge lægen på Regionshospitalet i Rønne og stresskonsulenten i Dansk Journalistforbund i den grad hang sammen med et alt, alt for travlt liv. Breaking News: Man kan også gå ned med stress i Vandkantsdanmark. Der skulle for mig denne alvorlige reminder, konkretiseret af en måned fuldstændig offline og derefter måneder på skånekost og med diverse behandlinger, til, før jeg igen begyndte at prioritere weekendfri og rolige aftener. At det var vigtigere at lave ingenting end at træne, fakturere, netværke, performe. I disse dage, hvor jeg af forskellige årsager også er temmelig ophængt, danser nisserne igen. Jeg kan mærke dem fysisk, lige der hvor hjernerystelsens hovedpine sad. Men jeg er begyndt at lytte til dem. Så i aften, på en ellers dejlig forårsaften, bliver det nattøj og (næsten) skærmfri afslapning. Ingen andre end jeg sørger for at holde de nisser skakmat. Og ingen andre end jeg betaler prisen, hvis jeg ikke gør det. Af en eller anden årsag bidrager Bornholms rolige rammer til, at det er lettere for mig at mærke, hvornår nisserne er lige ved at banke på, for det bliver de løbende ved med, hvis jeg ikke passer på. Den banken kunne jeg ikke rigtig høre eller mærke tidligere.

Der er mange andre dejlige og finurlige ting ved at flytte til et minisamfund som det bornholmske. Forskelle, jeg aldrig har skænket en tanke, da jeg boede i hovedstaden, men som pludselig er noget, jeg dagligt sætter pris på. Jeg oplever f.eks., at vi ser hinanden på Bornholm. Altså hilser, hjælper, er høflige og tager hensyn i det offentlige rum. Det er for mig et tegn på respekt og ordentlighed. Bornholm er det mest lokale lokalsamfund, jeg har boet i, og jeg kan mærke, at det gør mig glad, når vi herovre taler med hinanden i bussen, hjælper hinanden i Netto og hilser på dem, vi møder på skovstien. At jeg automatisk hilser med hånden øverst på rattet, når nogen holder tilbage for mig. At jeg lige får en sludder på apoteket om min forestående Costa Rica-tur, selvom snuen står ud af næsen.

Jeg er med på, at der er så mange mennesker i København, at det ikke ville være praktisk muligt at praktisere det samme. Og selvfølgelig er det i starten ret specielt at møde kilder og kunder i privat regi til fest hos venner eller på Krydset (sprængfarlig Krystal-bodega i Rønne, hvor promillen er billig, hermed mine varmeste anbefalinger!).

Men denne ’se hinanden’-ting giver en rund, blød måde at omgås hinanden på og dermed – for mig – en holdfølelse. Dén følelse kan jeg ret godt lide – at være en del af et hold.

Øens ro har også ændret sig for mig. I starten var jeg meget opmærksom på roen, men den var ikke naturlig for mig – jeg var meget bevidst om, at GUD! hvor er her roligt og stille. Det er jeg ikke mere. Nu er de rolige rammer, den rene luft og den gode plads – i naturen, på gaden og generelt det roligere tempo – blevet min grundtilstand. Det betyder, at jeg næsten har en trykken for panden, inden jeg når igennem og ud af Kastrup Lufthavn. For støjniveauet, menneskemængden og den hektiske puls føles ligesom at skrue bilens musikanlægget op på maks. Det er både sjovt, vildt og energiboostende. Men også utrolig drænende. I dag er mine besøg i København kortere, og jeg har været nødt til at indlægge hvilepauser i mine københavnerbesøg, så jeg ikke spurter fra kaffedate til forretningsmøde, fra undervisning til konference. For jeg kan slet, slet ikke holde til det. Bare at krydse byen med offentlige transportmidler udmatter mig.

På vej hjem i flyet sover jeg altid dybt i alle 30 minutter – og vågner først, når landingshjulene med et bump rammer klippeøen. Når jeg træder ud, får duften af hav mig altid, uanset vejr, til at sænke skuldrene. Lige bag efter tænker jeg altid, at det var godt jeg ikke lod frygten for, hvad der dog kunne ske ved at flytte til Bornholm, begrænse mig. At jeg stirrede angsten lige i øjnene og sprang alligevel. Det er det vigtigste spring, jeg har taget i mit liv.

Eller måske... for mit to års jubilæum har jeg fejret med at købe en stooor gave til mig selv. Nærmere bestemt et helt hus. Det hører I helt sikkert mere om.

God dag.

© Passion Kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg
T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

© passion.kommunikation | Louise Skøtt Gadeberg | T: +45 6167 3760 | M: lg@louisegadeberg.dk

Passion Kommunikation anvender cookies for at gøre din oplevelse på siden rigtig god. Læs vores cookies politik her